Par i krise – sidste udkald

Postet i Parterapi | 0

Når alt kommer til alt, er det vores nære og de mest basale ting, der giver livet mening og glæde. Når jeg møder par i krise, er det ofte med ordene, at det er ”Sidste udkald” og det er hårde arbejdsbetingelser for en parterapeut. Men jeg tager dem på ordet.

“Lad os antage, at det er sidste udkald. Men et andet udkald. Altså at I har kort tid tilbage at leve i”, siger jeg. “Når alt kommer til alt, hvad er så vigtigst for dig? Hvem og hvad betyder mest?” Parret i krise skal kunne sætte sig udover deres vrede, distance, og mærke, hvad der virkeligt betyder noget for dem.

Jeg har haft klienter med kort tid tilbage at leve i, og lært, hvor stor en betydning det allernæreste og mest konkrete har. Det handler om at mærke min elskedes hånd, at holde om mit barn, at se den blå himmel eller blot at sidde og tale sammen. Det handler om at være til stede i nuet.

Hverdagslivets logistik og trummerum får mange til at føle, de drukner i presset. De skal præstere alle steder og har store forventninger og krav til sig selv og deres partner. Ubevidst sniger aftaler og tidrøvere sig ind og tager kontrollen over trivslen. Begge føler sig svigtet og kidnappet af behov og forventninger. Under overfladen savner de ro, fred og tid til sig selv og hinanden. Men når der er distance, fylder frustrationerne mest.
Måske har en part forsøgt at give udtryk for længslen, men føler ikke den anden lytter. Den anden føler at stå med hele byrden alene. Så opstår tabuer og mere distance.

Det første vi ser på, er hvilke stressorer udenom parret der medvirker til distancen. Vi kortlægger alle aftaler, så det bliver tydeligt, hvad de udsætter sig selv, deres parforhold og deres børn for.

Parret skal både kunne sætte ord på og mærke, hvorfor og hvad der fjerner roen, intimiteten og tiden til det, de længes efter.

Parret skal viske tavlen ren og begynde på rejsen tilbage til udgangspunktet, hvor det, der driver værket er nærvær, fælleskab og kærlighed. Det der giver overskud og livsglæde.

De vil begynde at forstå, at de skal ændre adfærd og indstilling, så de kan få tid og plads til det allervigtigste. Og det kan gøre ondt at måtte tage nogle valg. Men hvis ingen gider at give slip, kommer de ingen vegne.Og det er her man skal træne den empatiske muskel op igen.

Forandringen ligger i at få set på hinanden og på livet med ”nye briller”. Fra reaktion til refleksion. Fra konfliktrum til udviklingsrum.

Ingen par klarer at fungere udelukkende på overlevelsesstrategier. De skal mærke, hvad det betyder for deres trivsel og dermed deres parforhold og familien i øvrigt. Sidste udkald betyder, at alt det uvæsentlige skæres fra til fordel for det aller næreste, det aller vigtigste. Det er kilden til at re-etablere en tæt kontakt og vende tilbage til livsglæden.