Kender du parforholdsmestrene?

Postet i Ikke kategoriseret

Forestil dig, at du skal holde et middagsselskab med 6 par. Kriteriet for at blive indbudt er, at parret skal være lykkeligt, velfungerende et stykke forbi nyforelskelsen. Allerede nu tænker du nok på et par stykker. Men jo tydeligere du stiller ind på dine kandidater des mere indsnævres feltet nok. For det er en svær opgave at bevare et lykkeligt, velfungerende parforhold.

Men de findes. Parforholds mestrene kaldes de blandt forskerne på Gottman Institute i USA, der har nærstuderet over 3000 par. Kendetegnene er at gode par overkommer konflikter, udstråler tryghed, respekt og anerkender hinanden. De er venlige, kærlige og nærværende. De er fysiske, har god kontakt og man føler sig godt tilpas i deres selskab.

Disse par oplever samme mængde konflikter i hverdagen som alle andre, men hemmeligheden bag deres succes som par, ligger i måden de håndterer konflikterne på. Lad os stille skarpt på hvad der kvalificerer dem til at være parforholdsmestre.

I min forrige blog skrev jeg om de 4 akopalypsens riddere; kritik, foragt, selvforsvar og muren af tavshed, der varsler skilsmisse. Bevidste par har lært at håndtere de 4 riddere, og styrer derfor udenom dommedag. Men det er ikke nok til at blive mestre. Venskab og fælleskab må bære fundamentet, hvilket betyder, at parret klarer udfordringer og konflikter langt bedre og komme hurtigere gennem en krise, fordi de grundlæggende er trygge ved hinanden.

Parforholdsmestrene formår at reparere deres kriser på følgende måde:

1: De fejer ikke problemer ind under gulvtæppet

2: De lytter til hinandens tanker og følelser – og har lært at mentalisere

3: De tager ansvar for deres del af konflikten

4: De tør sige undskyld, give udtryk for hvad de evt. fortryder

Der er også andre forhold, der gør sig gældende, når man skal vedligeholde en sund, god og kærlig relation.

1: Små positive udsagn; at noget rart, sjovt eller på anden måde løfte energien, på en anerkende og nærværende måde.

2: Sørge for at der er masser af opsparing i den fælles oplevelses bank. Der skal være noget at tære på, når livets kriser rammer. I gode tider skaber I et solidt fundament af positive følelser og oplevelser, som cementerer jeres dybe relation. Det kan være at dele jeres tidligere oplevelser eller første følelser, som vækker de sanser og den glædesfølelse I oplevede dengang. At have små ritualer eller traditioner der binder den gode kontakt, vedligeholder gode minder, genskaber varme, nære følelser og det kærlige, medfølende rum.

3:Fysisk intimitet, kropskontakt og nærvær styrker og beroliger.

4: At være empatisk i sin væremåde og udtryk. F.eks. ved mindfulness eller emotionel intelligens.

I parterapi arbejder vi på at styrke relationen og skabe eller genskabe de stærke følelsesmæssige bånd, der er fundamentet for et godt parforhold. Alle kan blive parforholds mestre, hvis de ønsker at værne om og anerkende deres fælles rum. Det er en udfordring, men ikke umuligt.

Artiklen er bl.a. baseret på uddrag af ”Lessons from the Love Lab” af psykologerne Julie og John Gottman, USA’s førende forskere i relationer og grundlæggere af Gottman Institute, som har undersøgt mere en 3000 par. De har lært hvad der fører til skilsmisse og hvad der fører til et lykkeligt og vellykket parforhold.