Det mønster mange par først opdager, når det er for sent

Jeg møder jævnligt par, der har levet i det samme mønster i mange år uden at kunne se det. Den ene har forsøgt at få kontakt igen og igen. Den anden har trukket sig, lukket ned og forsøgt at undgå konflikter.

Begge har følt sig alene i relationen. Ofte tror de, at problemet er den anden person. At hvis bare den anden ændrede sig, ville forholdet fungere.

Men i virkeligheden er de blevet fanget i et mønster mellem dem. Et mønster der langsomt kan slide selv stærke relationer op. Det følgende er en historie fra de situationer jeg ofte møder.

Hun havde i mere end 20 år forsøgt at få ham i tale. Hun havde bedt om kontakt, forsøgt at forklare hvad hun savnede, og igen og igen forsøgt at nå ind til ham følelsesmæssigt. Nogle gange gjorde hun det stille og eftertænksomt, andre gange mere direkte eller vredt, fordi frustrationen voksede. Hun længtes efter at mærke, at hun ikke stod alene i relationen.

Hans reaktion var næsten altid den samme. Han trak sig.

Ikke fordi han ikke holdt af hende, men fordi konflikterne vækkede noget i ham, som fik ham til at lukke ned. Når samtalerne blev følelsesmæssigt intense, blev han tavs, trak sig ind i sig selv eller forsøgte at skabe afstand til situationen.

Over tid begyndte deres samspil at følge en velkendt rytme: jo mere hun pressede på for at få kontakt, jo mere trak han sig. Og jo mere han trak sig, jo mere desperat blev hendes forsøg på at nå ind til ham.

De fleste par, der sidder i denne dynamik, tror at problemet er den anden. Men i virkeligheden er det ofte noget tredje, der styrer relationen: et fastlåst mønster mellem to nervesystemer, der begge forsøger at beskytte sig selv.

I Emotionally Focused Therapy beskrives det ofte som et protest–tilbagetrækningsmønster. Den ene forsøger at redde forbindelsen ved at protestere, kritisere eller kræve svar. Den anden forsøger at beskytte sig mod følelsen af utilstrækkelighed eller konflikt ved at lukke ned og trække sig væk.

Begge længes efter kontakt, men deres strategier skubber dem længere og længere væk fra hinanden.

Da hun til sidst gav op

Efter mange år nåede hun et punkt, hvor hun ikke længere kunne blive i relationen på samme måde. Hun havde også tidligere truet med at gå, men denne gang var noget anderledes. Hun havde mødt en anden mand, som lyttede til hende og reagerede følelsesmæssigt på det, hun fortalte. For første gang i lang tid oplevede hun følelsen af at blive mødt.

Da hendes mand opdagede det, reagerede han først med chok. Men samtidig begyndte noget i ham at bevæge sig. Han begyndte at reflektere over sin egen rolle i relationen og kunne pludselig sætte ord på noget, han aldrig tidligere havde formået at sige højt: at han havde været lukket, og at han nu kunne se hvor meget det havde påvirket hende.

På en måde sagde han nu præcis det, hun i årevis havde forsøgt at få ham til at forstå.

Men for hende kom erkendelsen for sent. Noget i hende havde mistet tilliden til, at forandringen kunne holde. Hun valgte derfor at stå fast på beslutningen om at forlade forholdet.

Når følelserne fortsætter

Selvom beslutningen om skilsmisse var taget, betød det ikke, at følelserne forsvandt. Hun begyndte at leve mere åbent i relationen til sin nye kæreste, og hendes mand blev vidne til en side af hende, som han måske ikke havde set længe: en lethed, en latter, en energi som han holder af. Hans reaktion var igen at trække sig ind i sig selv.

Men nogle måneder senere skete der noget uventet. Han begyndte selv at bevæge sig ud i livet og forsøgte sig med at gå på en date. Det udløste en voldsom reaktion i hende.

Hun blev både rasende og dybt ked af det. Hun oplevede hans date som respektløs og provokerende. Set udefra kan det virke paradoksalt, fordi hun selv havde indledt en ny relation. Men følelsesmæssigt giver reaktionen ofte mening.

I mange år havde hun længtes efter, at han skulle vise initiativ, mærke sig selv og reagere følelsesmæssigt. Nu gjorde han det – men i en situation hvor relationen allerede var brudt. Noget i hende reagerede derfor med en blanding af sorg, vrede og måske også en smerte over, at denne side af ham først kom frem nu.

Når vi ikke kan se mønstret

Set gennem et neurobiologisk perspektiv er det ikke overraskende.

Når par i mange år har været fanget i det samme samspil, bliver deres reaktioner dybt indlejret i nervesystemet. Kroppen reagerer hurtigere end refleksionen, og gamle følelser kan aktiveres længe efter, at situationen egentlig har ændret sig.

I dette par er noget faktisk begyndt at bevæge sig. Hun mærker tydeligt den vrede og sorg, der har ophobet sig gennem mange år. Han mærker sider af sig selv, som tidligere var lukket ned – måske liv, initiativ og kontakt til egne følelser.

Paradokset er, at de på en måde netop nu står i et øjeblik, hvor de begge bevæger sig udenfor det gamle mønster. Det er ofte netop i dette rum, at par i terapi begynder at opdage, hvem de er bag deres automatiske reaktioner.

Men hvis håbet om relationen allerede er forsvundet, er det svært at se den mulighed.

Bag mønstret

Når vi arbejder med par i et EFT- eller IPNB-perspektiv, bliver det ofte tydeligt, at mennesker sjældent forsøger at såre hinanden bevidst.

Den partner, der protesterer, forsøger i virkeligheden at redde forbindelsen.
Den partner, der trækker sig, forsøger ofte at beskytte sig mod følelsen af at være forkert eller utilstrækkelig.

Problemet er ikke nødvendigvis personerne. Problemet er det mønster, de sammen er blevet fanget i. Når par begynder at se dette mønster udefra, sker der ofte noget afgørende. De kan begynde at se hinanden igen – ikke som modstandere, men som to mennesker der begge har forsøgt at beskytte sig selv i en relation, der betød meget for dem.

Nogle par opdager det tidsnok til at finde hinanden igen.
Andre opdager det først, når de allerede er på vej hver sin vej.

Men forståelsen kan stadig give noget vigtigt: en dybere indsigt i relationen og måske en mere værdig måde at være i forbindelse med hinanden på fremover – ikke mindst når der også er børn i familien.