Mange par opdager for sent at det er mønsteret, der ligger som en gordisk knude i relationen.

Jeg møder ofte par, der i årevis har levet i det samme mønster uden at kunne se det.

Den ene har forsøgt igen og igen at få kontakt.
Den anden har trukket sig, lukket ned og undgået konflikt.

Begge har følt sig alene.

Ofte tror de, at problemet er den anden. Men det er sjældent hele sandheden.
Det er mønstret mellem dem.

I Emotionally Focused Therapy kaldes det ofte et protest–tilbagetrækningsmønster:
Den ene protesterer for at genoprette kontakt. Den anden trækker sig for at beskytte sig mod konflikt eller følelsen af utilstrækkelighed. Begge længes efter det samme – men deres strategier skubber dem fra hinanden.

Når det tipper – case

Efter mange år gav hun op. Hun havde længe forsøgt at nå ind til ham – med ord, følelser, frustration.
Han trak sig hver gang. Til sidst mødte hun en anden, som lyttede og reagerede.
Noget i hende vågnede.

Først dér begyndte noget at bevæge sig i ham. Han så sin egen tilbagetrækning og sin andel i krisen og kunne nu sætte ord på det.

Men for hende kom det for sent. Det er et smertefuldt punkt mange par genkender:
Når den ene først åbner sig, efter at den anden har mistet håbet.

Følelserne stopper ikke

Selv når relationen er på vej til at slutte, forsvinder følelserne ikke. Hun bevæger sig videre.
Han trækker sig. Senere forsøger han sig med dating og opdager noget i ham, der har været pakket væk. Og pludselig reagerer hun voldsomt med vrede og sorg. Det kan virke paradoksalt. Men følelsesmæssigt giver det mening.

I mange år længtes hun efter, at han skulle vise initiativ og kontakt. Det er en sorg for dem begge at erfare at de ikke formåede at få det frem før skilsmissen kom på bordet.

Neurobiologisk set

I et neurobiologisk perspektiv er det forventeligt.

Deres nervesystemer har i årevis været organiseret omkring samme samspil:
hendes alarm og protest – hans lukning og tilbagetrækning.

Selv når noget ændrer sig, reagerer kroppen ofte, som om intet er forandret.

Uden forståelse for mønstret bliver nye handlinger let tolket som nye angreb. Og vi bliver fanget i det og kan ikke se det.

Bag mønstret

De fleste forsøger ikke at såre hinanden. Den, der protesterer / opsøger eller vil samtale hele tiden, forsøger at redde forbindelsen. Den, der trækker sig, forsøger at beskytte sig selv.

Problemet er ikke personerne. Det er mønstret.

Når par begynder at se det udefra, sker der ofte noget afgørende:
De kan se hinanden igen – ikke som modstandere, men som mennesker, der begge har forsøgt at passe på noget vigtigt.

Det, mange opdager for sent. 

Nogle opdager det i tide. Andre først, når de allerede er på vej væk fra hinanden.

Men forståelsen er ikke spildt. Den kan skabe ro, værdighed og en ny måde at være i relation på – også når man går hver sin vej. Og er der børn kan det især gavne det fremtidige forældresamarbejde.

Og måske vigtigst

Vi går ikke ind i relationer for at blive modstandere. Vi gør det, fordi vi længes efter forbindelse.

Når vi forstår de mønstre, vores nervesystemer skaber, bliver det også muligt at ændre dem. Selv efter mange år. Og i mange tilfælde til det bedre.