Spirituel vinkel på coronakrisen

Postet i Ikke kategoriseret

I morges læste jeg Jes Bertelsens (Vækstcenteret) 2. brev fra coronakrisen. Det ramte mig dybt. Jeg vil gerne give det videre, fordi jeg følte mig mødt i forhold til tanker jeg selv har siddet med, men som ikke er formuleret så præcist. Og jeg har en klar oplevelse af at flere af mine klienter sidder med samme fornemmelser, at der er noget større i det her, uden at kunne sætte præcise ord på det. Men Jes Bertelsens spirituelle vinkel giver en forklaring – læs dem nedenfor.

Forleden fortalte en klient om sin 8årige søn. Han har ADHD og lidt af en “mundfuld” for familien. Hun beskrev at hun nu “kun passer sit arbejde” og alt andet er skåret fra. Derfor er hun nu langt mere hjemme (trods fuldtidsjob) med tid til familiesysler. Aldrig har hun set sit barn i så meget harmoni og balance. Det er et helt andet barn, siger hun. Jeg tænker, at det er en helt anden familie, sønnen har nu, med nærvær og opmærksomhed. Og til trods for at min klient passer et fuldtidsjob som læge, oplever hun at der sker en masse indefra og at kvaliteten, den rene væren hun har med sine børn skaber en fuldstændig vidunderlig balance. Er det ikke værd at reflektere over?

Jeg bringer brevet her i sin fuld længde. Tak til Jes Bertelsen, Vækstcenteret for at vi kunne få den vinkel med. Du behøver ikke være praktiserende i det spirituelle for at mærke hans budskab.. læs det for dig selv og din indre kerne..

“Åbent brev til alle praktiserende

Coronakrisen er her stadig og synes tiltagende globalt.
Der er stor uro og bekymring både for sygdommen, dødsfaldene og de økonomiske og sociale konsekvenser. Megen lidelse. Megen forståelig ængstelse.

Flere har spurgt om man spirituelt kunne pege på et muligt større perspektiv på krisen. Og om det ville kunne være hjælpsomt og lette arbejdet med de tungere og alvorlige aspekter af situationen. Sorg. Smerte. Katastrofeangst.

Man kunne måske med forsigtighed – og undersøgende – tænke over et enkelt tema i den større sammenhæng: Menneskehedens udvikling har vel de sidste par tusinde år været præget af – hvad man kunne kalde – et fokuseret, handlende mandligt princip: konger, krige og patriarkat. Erobring af land og af natur. Ideer om at beherske og udnytte og styre naturen og klodens råstoffer og ressourcer. Kapitalisme. Materialisme. Industrialisme.

Tiltag der har bragt menneskeheden – eller dele af menneskeheden – stor fremgang, stor velstand, store teknologiske goder. Men hvad der vel også må siges at have ført os ud i et ekstrem: Vi opfinder, producerer, forbruger, rejser, kører, flyver og bevæger os ustandseligt omkring på kloden og omkring på nettet. Jo hurtigere jo bedre. Og bruger fossilt brændstof i et tempo som aldrig før.

Nu synes coronakrisen at have fremkaldt og måske nødvendiggjort en global tilstand af dæmpning og nedbremsning af rejser, bevægelse, industri. En slags ufrivillig stoppen op. Fra gøren mod væren. Fra det mandlige princip mod det kvindelige princip. Et langsommere mere naturligt tempo. Samhørighed, omsorg, nærhed, sans og respekt for alt der vokser og gror.

Længe har klima- og energikriser peget i retning af det kvindelige: Medfølelse med alt levende. Udtrykt som indsigt i, og formuleringer af, hvad menneskene og kloden har brug for: økologi, bæredygtighed, lokalitet, global medansvarlighed, hensyntagen. Spirituelt vokser både forståelsen og behovet for at udforske de kvindelige veje i stedet for de gamle mandligt dominerede metoder og principper.

Hvor klimakrisen ikke rigtigt har formået at bremse overproduktion og -forbrug, synes for en tid coronavirusset fra flagermus og andre vilde dyr at standse verdens kurs mod selvdestruktionens afgrund.

Måske en mulig positiv indsigt fra denne alvorlige krise kunne være at begynde at lytte til det naturlige på en mere kvindelig måde.

At respektere og tage hånd om den ydre natur, kloden, dens ressourcer og dens vidunderlige og skrøbelige biosfære.
At lytte til medfølelsens samhørighed med medmenneskene.
At besinde sig i retning af den indre natur, at lytte til og mærke kroppen.
At huske sit åndedræt og hvor ilten kommer fra: fra planter, træer, plankton og blomster.
At mærke hjerteligheden: taknemmelighed, nænsomhed, medfølelse og kærlighed.
At lytte ind i vågenheden meditativt, undersøgende og stille.
At opdage den skjulte inderste natur i menneskehjertet og i alt levende. Afspændt ikke-gøren. Fra gøren mod naturlig væren.
At mærke balance mellem det mandlige princip og det kvindelige princip i én selv: At hvile afspændt og naturligt i kilden til den mærken.

A brotherhood of man…
living life in peace…
You may say that I’m a dreamer,
but I’m not the only one.
– John Lennon, Imagine

Med kærlig hilsen
fra midten af et 3 mdrs. retreat
Jes Bertelsen “