Livssmerte – tilværelsens grundvilkår

Jeg har lige lagt telefonen på bordet. Min dag er pludseligt blevet så stille og nuet meget tydeligt. Min venindes besked om at kræften har spredt sig, fik mit hjerte til at stå stille.  Der er nu gået 1½ år siden hendes svære operation. Og som tiden gik, blev frygt og angstfølelser afløst til fordel for smil, humor og hendes altid positive livssyn og omsorg for os andre. Det var som om himlens skyer drev over og alt begyndte at blive klart igen.
Men nu er skyerne med et slag vendt tilbage og blevet til nuet. Min venindes liv vil igen handle om stillingtagen, indsamling af viden, at være på forkant med situationen, informationer, resultater og analyser.
”Det er et fuldtidsjob at være kritisk syg. Det kræver et godt helbred”, sagde hun med et smil i telefonen. Hun har håbet. Og den kommende tid skal bæres af styrken og kærligheden til livet, der ligger i håbet.

Min veninde tager ansvar for sig selv og sit liv. Og med stor støtte og kærlighed fra sin omsorgsfulde mand, mestrer hun sig selv og sin livssmerte med en værdighed og skønhed, som er både lærerig og beundringsværdig.

Tilværelsens grundvilkår er svær at se i øjnene, især når det rammer tidligt og pludseligt. Angst er ofte en af hindringerne for vækst og håb, fordi angsten i sig selv kan standse livet. Som kvinde, mor, veninde, ægtefælle og som professionel må jeg være i stand til at forholde mig til psykopatologien, og opdage de hindringer angsten skaber. Angst optræder i mange forklædninger i interpersonelle relationer, og som terapeut kan jeg medvirke til at fjerne de hindringer angsten bygger op. Det er sorgarbejde og det er nødvendigt.

Alene må vi alle tage ansvar for at vælge vores vej. Men er man overmandet af angst, kan det i sig selv være livstruende. Når et menneske er ramt på sin eksistens af f.eks. kritisk livstruende sygdom, kan angst forhindre sorgarbejdet. Man mister i en tid tilliden til livet og vores forsvarsmekanismer belastes. Hvis det ikke læges med tiden, må man søge professionel hjælp.

Terapeuter der bl.a. arbejder eksistentielt, kan hjælpe med at skabe ny mening, når tilværelsen føles meningsløs. Forsvarssystemet skal genopbygges på en ny måde, da det ikke ”blot” handler om at være ramt i objektiv henseende, men især ramt på eksistensen. Der åbnes for tanker og følelser om døden, følelser af meningsløshed, kontrol tab, følelser som; ”hvorfor mig?”, forladthed og forandringsprocesser.

Hvordan jeg passer på mig selv? Jeg vil søge indre ro og tage kontakt til medfølelsen for hende, der nu skal gennem en svær tid. Jeg tager til fælles meditation i Phendeling i aften, og sender kærlighed, styrke, healing og positive tanker til min smukke, kloge veninde. Det er det mest meningsfulde redskab jeg har i her-og-nu situationen.