Før I bliver Bonusfamilie

En ikke ualmindelig historie om en sammenbragt eller bonusfamilie fra terapirummet.
De faldt pladask for hinanden og følte sig sindssygt heldige.Deres fælles mantra blev hurtigt; Sammen kan vi det hele!
Han var nyligt skilt mens hun havde været skilt i 5 år og boede alene med sine to børn.At være sammen på skift hos hinanden føltes helt naturligt og uproblematisk. Så tanken om at blive bonusfamilie begyndte hurtigt at leve. Drømmen blev at finde en ”kæmpe kasse” med plads til alle 7 og en hund. Da de havde kendt hinanden i 8 mdr. begyndte de at se på huse. Og drømmehuset fandt de efter 2 måneder. Hans tre børn på 8, 11 og 15 og hendes to på 10 og 16 havde mødt hinanden i weekender og været på en fælles ferie, som var forløbet godt. Det gav kun parret endnu mere rygstød og bekræftede at; ”Sammen kan vi det hele!” De beslutter at fortælle børnene hver for sig om det der skal ske, efter de har købt huset. Begge føler at de har forberedt sig godt til den samtale.
Børnenes reaktioner var som de forventede. Hendes store dreng havde smækket med døren med ordene, “Jeg orker ikke at flytte”. Hans mindste havde udtrykt bekymring for, om han nu skulle væk fra sine venner. Resten havde ikke reageret.

Jeg møder parret ca. 2 år efter de har mødt hinanden og på dette tidspunkt har de boet sammen i 5 mdr.

De kommer og føler sig i dyb krise og står meget langt fra hinanden. Det er svært at få en dialog i gang mellem dem, da der er meget vrede og frustration.

De fortæller, at når de er sammen uden børn, kan de godt have det afslappet og rart og huske deres styrker sammen. Nu hvor alt er skidt er også deres alenetid frustrerende.

Meget hurtigt efter de alle var flyttet ind, begyndte konflikter at opstå mellem parret. De kunne ikke genkende hinandens reaktionsmønstre og følte, at den anden ”skiftede ham”, når der var børn til stede. Den omstændighed var svær at acceptere.
Børnene havde været ret medgørlige i begyndelsen. Men da de også fornemmede stemningsskiftet, begyndte de også at reagere.  I løbet af kort tid forvandledes magien til et mareridt.

Hun har stor selvstændighed og brug for at føle sin frihed til at gøre som hun føler for. Han har behov for at være tryg og ønsker faste, klare aftaler. Han vil samle storfamilien med middagsbordet, for at skabe et solidt fundament og etablere sig med rutiner og tryghed. Hendes børn havde været vant til at komme og gå mellem hende og deres far. De havde ingen regler om at samles ved middagsbordet. De havde lov til at spille computerspil og ingen faste sengetider. Hans børn havde tidsbegrænsning på spil og faste sengetider.

Og listen var meget lang over hvad hendes og hans børn måtte. Forskellighederne begyndte at nage og knage i relationen. At de havde så forskellige syn på opdragelse og ansvar, var der ikke nogen af dem der havde set komme eller anset som en begrænsning. Først da de boede under samme tag blev det synligt og smertefuldt for dem begge. Hun følte sig i klemme mellem hensynet til ham og hendes egne børn. Han forstod ikke, hvorfor hun ikke gik all-in om fælleskabet med middage og andre tryghedsskabende tiltag, der skulle skabe tryghed for storfamilien.

Hun ville have gæster på besøg efter Drop-ind princippet, som hun altid havde haft det. Han fungerede bedst med planer og aftaler. Hvorfor havde de ikke set at det kunne skabe konflikt før nu?

Når han lagde op til planlægning og at være til stede, følte hun det som at blive irettesat. Når hun fandt på en sjov aften med spontane gæster til storfamilien omkring langbordet, tog han det som om hun ikke inkluderede ham. De reagerede begge under presset. Først til store skænderier, siden med frygt for og frustration over at skulle vise så meget hensyn, at de ikke længere kunne se sig selv i relationen.
Mønstre fra tidligere liv og erfaringer stødte sammen.

De trak sig begge i kontakten og var både bekymrede for hvad det var de nu stod i og hvordan det kunne ske så hurtigt. Hvor var deres stærke motto blevet af? Begge var fanget i en ulykkelig situation – og det manglende overskud og irritationerne gik ud over børnene, som også reagerede på hver deres måde.

Parret henvender sig meget sent i parterapi og er så sårede, at det er en stor opgave for begge parter at åbne op.

Parret her kendte ikke hinandens konfliktløsningsværktøjer godt nok. De klamrede sig til ”Sammen kan vi alt” men deres fundament viste sig at være for svagt.

Alt for ofte sker det, at man overser de faresignaler, som man er blind for i forelskelsens fase. Når man så kan se, og opdager at ens elskede reagerer langt fra som man forventer og ønsker, begynder følelser og tillid at krakelere.

Det kræver meget at indgå i en bonusfamilierelation og ofte når parret ikke i dybden med forberedelsen gennem de fremadrettede samtaler, som skal fungere som værdigrundlaget.

Selvom man har forberedt sig grundigt, kan der stadig være store omkostninger for de mange implicerede at etablere en bonusfamilie. Med den store kærlighed følger nye muligheder, men ofte sker det ikke med grundig nok overvejelse af egne og børnenes behov og ønsker. Det kan være givende at benytte en erfaren par-familie terapeut til at hjælpe jer tilbage på sporet og forbundet igen.

Det kan lade sig gøre. Og det det kræver vilje og mod og overskud. Læs eventuelt mere om delebørn i bonusfamilien i Jesper Juuls bog “Bonusfamilien”.